NYHEDSBREV

Nr. 19 - 30. maj 2008



 

Folketinget

I onsdags besøgte C2 (6. kl.) Folketinget. De fik en rundvisning i lokalerne og en redegørelse for Folketingets opgaver. Man så den originale Grundlov fra 1849 og hilste på en politiker. Det var en meget spændende og vedkommende præsentation. Vore elever har i samfundsfag været undervist om dansk lovgivning og derfor var det helt aktuelt med dette besøg. I dag, fredag, har eleverne i C3 (7. kl.) fået sammen præsentation.



 

Kvik på tasterne

B4 (4. kl.) er i gang med et kursus i blindskrift på tastaturet. Det er en årligt tilbagevendende begivenhed på dette klassetrin. Vi forsøger at give eleverne et grundlag for en effektiv og hurtigt benyttelse af tastaturet. Vi kan ikke nå at give dem rutine, men vi kan gennemgå principperne og eleverne kan prøve modellerne. Kurset varer to uger.



 

Årsmøde

I onsdags var det igen tid til Årsmøde på Gideonskolen. Gideonskolen er i en tilfredsstillende udvikling både praktisk, undervisningsmæssigt og økonomisk. Sådan kan man meget kort konkludere mødet. I skolens årsrapport for 2007 får man en gennemgang af de mange perspektiver. Den indeholder også skolens årsregnskab for 2007. Rapporten indledes med en ledelsesberetning. Det er bestyrelsen redegørelse om skolens situation og forventninger. Ib Johansen brugte en del af denne som udgangspunkt for sin beretning.

Revisor Søren Jensen gennemgik regnskabet. Med et overskud i 2007 på 468.000,- kr. går vi ud af 2007 med et flot resultat. Der er ingen bemærkninger til regnskabet fra revisorens side.

Palle Kristensen er skolens nye tilsynsførende. Han oplæste tilsynsrapporten, som er udarbejdet af den tidligere tilsynsførende: Torben Kristensen. Tilsynet har kun positive bemærkninger til skolens undervisning. Det var et godt årsmøde med en god stemning. Tak til forældre som deltog og tak til alle, som bidrog med brød og andet til det efterfølgende kaffebord.



 

En måned tilbage

Så er der kun en måned tilbage af dette skoleår. Der er mundtlige prøver for afgangsklasserne, og så nærmer vi os afslutningsfesten med de traditioner, som knytter sig til den. Vore elever i C4 (8. kl.) har i den forløbne uge haft enkelte årsprøver og andre tests. Der er et par prøver endnu, som de skal igennem. Det er en nyttig øvelse - og giver en status lige nu.

Afslutningsfesten er torsdag, den 26. juni 2008 kl. 15:30 - 17:30. Velkommen.

Sidste skoledag er fredag, den 27. juni 2008 kl. 8:30 - 11:00. Der er ikke nogen SFO denne dag.



 

Undervisningsrapport

Vi skriver i øjeblikket på den sidste undervisningsrapport i dette skoleår. Den bliver klar til hjemsendelse mandag, den 23. juni 2008. Der er ingen konsultation i forbindelse med denne, men forældre er som altid velkommen til at kontakte os for nærmere afklaring eller drøftelse.
 

Grundlovsdag

På torsdag, den 5. juni 2008, er det Grundlovsdag. Det er i år en skolefridag. Men der er almindelig skoledag om fredagen, den 6. juni 2008.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER