NYHEDSBREV

Nr. 13 - 17. april 2008



 

Forårsglæde

Om en uge har vi "Forårsfest" på Gideonskolen. Det er igen en anledning til at mødes med skolens familier i udvidet forstand. Vi glæder os til at se, høre og opleve, hvad eleverne har forberedt. Der bliver som tidligere sang, dans, drama og musik. Flere af skolens medarbejdere har samarbejdet om programmet, og det tegner godt. Forår fortæller om nyt liv. Naturen vågner, træerne får blade, blomsterne spirer og den lyse tid kommer. Det er alt sammen noget, som vi glæder os til og, som fylder os med mange gode perspektiver.

"Nyt liv" bryder også igennem hos mennesker, som vælger at tro på Jesus Kristus som verdens frelser. Jesus taler selv om, at vi må "fødes på ny". Det betyder at troen på Gud vågner, og vi bliver bevidst om Guds nærvær, hjælp og ledelse i den enkeltes liv. Det er et personligt valg, som giver en ny retning i vores tilværelse. Mennesker som opdager det for første gang taler om et "Nyt Liv". Da Jesus i påsken opstod fra graven, brød han dødens magt - og dermed fik vores liv en ny dimension. Vi glæder os til at slå tonen an om "Nyt Liv" ved årets forårsfest på næste fredag.
 

Velkommen til

Forårsfest

Fredag, den 25. april 2008 kl. 15 - 17.

Vi glæder os til at se skolens familier inklusive bedsteforældre og søskende til en hyggelig eftermiddag på Gideonskolen.


Nyt liv i Zoo

I fredags var eleverne i BH-klassen og ABC gruppen i Zoologisk Have. Det var en rigtig dejlig oplevelse. Der er mange positive forandringer. Sælerne trænes, og dyrepasseren fortæller om dyrenes liv. Træerne har endnu ikke fået løv, så ulvenes færden ses tydeligt. Selv om det nye elefantområde ikke er åbnet endnu, så kan man på anden måde se elefanterne på deres daglige spadseretur. Vore elever havde en rigtig dejlig og spændende dag.



 

IT i fremtiden

Undervisningsministeriet havde i onsdags inviteret alle landets skoler til en konference om den forventede udvikling på IT-området i skolen. Det handler ikke så meget om computere og anden teknik. Nu handler det om IT-baseret undervisning. Der blev givet mange gode signaler, og Gideonskolen var også repræsenteret for at fange det nye og forholde sig til retningen i det. Om eftermiddagen var der en række workshops med præsentationer af nye IT-baserede undervisningsforløb. Det vil vi bruge lidt tid på at fordybe os i og afprøve i den kommende tid.



 

Musik på Tværs

På mandag afslutter vore elever i 5.-6.-7. klasse deres musikprojekt. De skal til en koncert i Hvidovre medborgerhus, hvor Sjællands Symfoniorkester præsenterer flere af de musikstykker og komponister, som eleverne nu har været præsenteret for. Det plejer at være en rigtig god oplevelse. Eleverne skal med bus og tog, og programmet ligger inden for normal skoletid.



 

Årsmøde

Skolens årsmøde er planlagt til onsdag, den 28. maj 2008 kl. 19:00. Skolens revisor fremlægger årsregnskab og rapport for 2007, ligesom vi får besøg af skolens nye tilsynsførende. I programmet indgår bl.a. beretning fra skolens leder og formand, og der er valg/genvalg til bestyrelsen. Vi beder skolens forældre om at reservere dagen, så vi kan mødes til endnu en god aften.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER