NYHEDSBREV

Nr. 37 - 7. december 2007



 

Livets glæde

I dag har alle skolens elever fået tre indbydelser med hjem til "Jul på Gideonskolen" på næste fredag, den 14. december 2007. Den ene kan de selv beholde, de to andre kan gives til familie og venner. Vi glæder os til at mødes med alle skolens elever og deres familier. Det er en årlig tradition på Gideonskolen, at vi markerer julens centrale budskab i sang, musik og dans. Vi ved, at tidspunktet måske ikke er det mest velegnede for alle, når man tænker på job og arbejdstider, men måske kan der gøres noget ekstraordinært netop denne dag.



 

"Livets glæde" er glæden over livet. Det er ikke alene den glæde som kommer til os hver dag over det vi oplever sammen. Det er ikke kun glæden over de ting, der omgiver os, og som gør hverdagen lidt sjovere. Det er mere end noget andet en glæde, som aldrig forsvinder. Glæden over at møde livet, som Gud har givet os. Bibelen fortæller os, at der er glæde i himmelen, når et menneske omvender sig til Gud. Bibelen beskriver det, som at gå fra "død til liv". Troen på Jesus Kristus er nøglen til det liv, som giver varig glæde. På fredag vil vi forsøge i drama, dans, sang og musik at pege på "Livets glæde" i det perspektiv, Velkommen på Gideonskolen.


Vi vandt pokalen 

I fredags deltog vi i BilleborgCup i Ravnsborghallen, Køge. Rigtig mange af vore elever havde en spændende dag. Nogle var lidt skuffede over at vi ikke kom hjem med pokaler til alle hold, men sådan er det at være med i konkurrencer. Men et af vore hold kom helt til finalen og vandt pokalen. Tillykke med det. Vi er specielt stolte over vore elevers gode opførsel. Det er langt bedre end pokaler at få at vide, at man har kæmpet fair og ikke ladet sig rive med at negative ord og stemninger. I er gode - og I har gjort det godt - vi er stolte af jer. Tillykke med sejre - både med og uden pokal.



 

Hjem fra Sydafrika

I dag er vore elever kommet hjem fra Sydafrika. De har været væk i 17 dage på en fantastisk tur. Den første uge var oplevelser med Afrikas dyreliv, med mennesker af mange slags og med historie og sprog. Vi har boet hos Graham og Pam Yoko og Val Yoko. Det har været trygt og godt. Den sidste uge har vi deltaget i All Africa Student Convention i Blomfontein i det centrale Sydafrika. Vore elever har været med i mange konkurrencer. Vores piger har præsenteret deres dans: "Arise and go to Jesus". Fire af dem har sunget: "Amazing Grace", Dennis har deltaget i atletik, Rune og Marie-Louise har spillet på trompet og blokfløjte. Hertil kommer konkurrencerne i skak, tennis og bordtennis. Vi har endnu ikke fået alle resultaterne, men glæder os til at fortælle mere om det, når vi kommer hjem,



 

Hver aften var der et Rally med ca. 1.800 elever og lærere. Det var forrygende aftner med sang, musik, optræden, videoindslag og meget andet. En amerikansk evangelist, Steve Pigott talte på en inspirerende og festlig måde - og vi har alle sammen fået noget at tænke på, og der er truffet beslutninger i den enkeltes liv, som kan få en vigtig betydning i fremtiden. Det er sommer i Sydafrika. I den sidste uge har vi haft temperaturer op til 35 grader. Det er svært at forstille sig "jul" i de temperaturer.



 

December på Gideonskolen

I næste uge tager vi hul på flere af de traditioner, som hører til på Gideonskolen i december måned. Hver dag vil vi have et videoklip, som er tilpasset de forskellige aldersgrupper. Det store juletræ bliver sat op i løbet af ugen, og vi glæder os til at se det pynte op i salen og skinne ud gennem vinduerne til glæde for alle, som kommer forbi.

Se flere billeder fra ugen, tryk HER