NYHEDSBREV

Nr. 30 - 12. oktober 2007



 

Efterårsferie

I næste uge er det efterårsferie. Det er den første "milepæl" i skoleårets gang. Nu er cirka en fjerdedel af skoleåret gået. Det er godt at kaste et blik tilbage og vurdere forløbet. Vi synes, at det har været en god periode med mange spændende udfordringer på Gideonskolen. Det daglige arbejde har været dominerende, men der har været tid til mange andre udfordringer også. Vi tænker på de store arrangementer, der har været med ekskursioner og ikke mindst lejrskolen i slutningen af september. Det daglige arbejde er vigtigst, men inspirationen til en god indsats kommer bl.a. fra de større projekter, som giver hverdagen farve og fest. Den enkelte elev har også brug for at evaluere sin egen indsats. Det gælder både alt det, der er nået og kvaliteten af arbejdet. Efter efterårsferien starter en ny naturlig periode frem til jul. Det er godt at sætte nogle mål, som man gerne vil nå i den periode. Vi ønsker alle skolens elever og forældre nogle gode dage i efterårsferien. Der er ingen SFO i efterårsferien.



 

Bonusbutik

I går, torsdag, den 11. oktober 2007, havde vi den første bonusbutik i dette skoleår. Det var festligt med det flotte udbud af ting og sager, som kunne erhverves for de bonus, som eleverne havde samlet siden skolestarten i august. For nogle elever var der sparet op fra lang tid tilbage. Vi tror, at der var noget for enhver smag, og stemningen var derfor også glad og positiv. Nu er der lidt tid til at samle bonus sammen igen til den næste bonusbutik, som er i begyndelsen af 2008.



 

Motion og leg

I dag har vi udfordret alle skolens elever til at motionere. Vores motionsdag foregår på de grønne arealer ved Strandesplanaden. Eleverne har hoppet og sjippet, spillet bold og kørt i mooncars og meget andet. Formålet har været under festlige forhold at bruge kroppen på en alsidig måde. Rundt omkring i landet foregår det på forskellige måder, men uanset hvad man gør, så er det for at gøre opmærksom på, at leg og bevægelse er vigtigt for alle børn og unge.



 

Vi fejrer skolen

Gideonskolen fejrer sin 10 års fødselsdag lørdag, den 3. november 2007 kl. 13 - 16. Alle skolens familier med børn er indbudt. Festen starter kl. 13 med en højtidelighed i skolens festsal. Vi vil indbyde en række nøglepersoner omkring Gideonskolen: Borgmestrene i Vallensbæk og Brøndby, Graham Yoko fra Sydafrika, bygmester Henry Jakobsen og arkitekt Sv. Aa. Jensen, repræsentanter fra vores skoleforening, Kai Hansen og Anne Marie Poulsen m.fl. Vi ved ikke helt, hvem der kan komme, selv om vi har tilsagn fra flere. De vil få anledning til at bringe en hilsen til skolen, hvis de vil. Talerne vil blive kædet sammen med sang, musik mv. Derefter vil der være en servering og aktiviteter til børnene udenfor. Anden del af programmet bliver med fokus på eleverne. Vi har sammensat et potpourri af danse fra skolens historie, som elever og lærere fremfører under Rose Broholms instruktion.



 

Se flere billeder fra ugen, tryk HER