NYHEDSBREV

Nr. 27 - 14. september 2007


Flot fremmøde

I tirsdags, den 11. september 2007, havde vi skoleårets første forældremøde. Der var en meget fin opslutning og en rigtig god stemning. Tusind tak for det. Ib Johansen indledte med tanker fra sit besøg i Sydafrika under temaet: "Shape a Child - Shape a Nation". Værdien af hjemmet som en tryg base for barnet i modgang og medgang blev understreget. Familien er lærecenteret for livet. Her skabes relationer og karakterdannelse; her bygges værdier, her beskyttes barnet i forandringer, fejltagelser og forkastelse. I det kristne hjem vises barnet vejen til Gud. På denne - og mange andre måder formes barnet. Skolen hjælper til i denne proces, også vi forsøger at gøre en aktiv indsats for at forberede barnet på Livet.



 

Skolen har fået en god start i det nye skoleår. 142 elever er flere end vi har haft før, men inden for skolens muligheder. Skolens økonomi ser fornuftig ud, og vi forventer et pænt overskud i 2007. Forældrene blev orienteret om medarbejdersituationen og samarbejdet med Vallensbæk kommune. Tilskudsforhold vedr. befordring, friplads og SFO blev omtalt. Skolens generelle undervisningssituation blev beskrevet - herunder brugen af den nye karakterskala. En række arrangementer blev omtalt; herunder skolens 10-års fødselsdag, den 3. november 2007. Datoer mv. vil i øvrigt fremgå af skolens hjemmeside. "Vigtige datoer". Forældrene havde derefter tid sammen med kontaktlærere og faglærere i de forskellige grupper.



 

Lejrskole

I dag har skolens elever fået information om lejrskolen på "Lyngsbo" i tiden 24. - 28. september 2007. Vi mødes på Høje-Taastrup Station mandag, den 24. september 2007 kl. 07:15 for at aflevere bagage. Vi skal i år alle sammen med samme tog, og der skal ikke skiftes undervejs. Det er rigtig dejligt. Vi kommer hjem igen fredag, den 28. september 2007, på Høje-Taastrup Station kl. 13:11. Vi håber, at bagagen også kan nå frem til dette tidspunkt. Prisen for lejrskolen er 350,- kr. pr. elev. Beløbet skal indbetales til skolens bank eller afleveres kontant senest på fredag, den 21. september 2007. Hver elev må maksimalt medbringe kr. 50,- til lejrbutikken. Lommepengene skal ligeledes afleveres senest på næste fredag. Forældre, som ønsker at betale på et andet tidspunkt bedes venligst kontakte skolens leder og aftale nærmere. Der er mange flere oplysninger, som fremgår af det hjemsendte materiale.



 

Havnen rundt

I onsdags var hele skolen på havnerundfart. Et af skolens forældrepar havde doneret denne tur til alle eleverne. Vi havde båden helt for os selv, så vi kunne vælge vores egen rytme - og spise den medbragte mad om bord. Turen forløb fint. Vejret var godt og vi så og oplevede mange af Københavns seværdigheder. De elever, som ugen før havde besøgt "Georg Stage" fik nu anledning til at se skibet fra vandsiden. Det var imponerende. Tak for nogle dejlige timer sammen på en festlig måde.



 

Forældrekursus

I lørdags mødtes en del af skolens nye forældre til kursus. Vi orienterede om skolens historie - både den gamle historie om "Gideon" og den nye historie om "Gideonskolen". Derefter blev skolens pædagogiske metode forklaret og sat i perspektiv, samtidig med at vi talte om den kristne skoles særlige kendetegn. Det var dejligt at mødes med forældrene.



 

Se flere billeder fra ugen, tryk HER