NYHEDSBREV

Nr. 07 - 2. marts 2007



 

Tålmodighed

I gamle dage sagde man: "Tålmodighed er en dyd". Det er den nok fortsat, selv om vi bruger andre ord. I denne uge har vi valgt at sætte fokus på tålmodighed. Den er en frugt i menneskers liv, som tror på Gud. Den kommer ikke af sig selv, og nogle af os synes, at vi skal arbejde hele livet med det.

Tålmodighed er at vente på det rigtige øjeblik, og bevare troen på, at det ordner sig. Gud arbejder med et andet tidsperspektiv, end vi gør. Vi synes, at vores ønsker og drømme skal virkeliggøres nu! Gud ser, hvordan vores liv former sig og finder det rigtige tidspunkt for os.



 

En våd uge

Denne uge har været rigtig våd. Efter det voldsomme snefald i sidste uge oplevede vi snesmeltning og byger med regn i denne uge. Det er sjovt at lege i og med, men nogle af vore elever bliver rigtig våde. Det er godt med gummistøvler og ekstra sokker, så klare man både dagen og SFO’en og kan stadig hygge sig sammen med de andre udenfor. Tak for hjælpen med det, kære forældre.



 

Forældrekonsultationer

Vi arbejder på højtryk for at gøre Undervisningsrapporterne klar. De bliver tilgængelige på nettet om en uges tid - søndag, den 11. marts 2007. Eleverne får dem med hjem om mandagen, den 12. marts 2007, og så er der forældrekonsultationer. Det bliver tirsdag og onsdag, den 13. og 14. marts 2007. Som sædvanlig bliver der mulighed for at reservere tid. Der kommer sedler med hjem om dette i næste uge.



 

Terminsprøver

Det blev en intensiv uge for vore elever i 8. og 9. klasse. De arbejder stort set altid godt, men i denne uge var der ekstra meget at lave. Vi har brugt et udvalg af de mange prøver til vore elever, og vil så samle op senere med test i de øvrige prøvefag. Resultatet af prøverne vil indgå i elevernes terminskarakter - og for nogle af dem vil det have betydning for de kommende ansøgninger til de videregående uddannelser.

 

PACE-opkrævninger

I denne uge har vi sendt PACE-opkrævninger med hjem. Det er for den sidste periode i 2006. Nogle forældre vil derfor synes, at der mangler noget - og det gøre der. Perioden fra 1. januar til nu er ikke medregnet. Den kommer med på næste opkrævning, som sendes hjem lige efter påske. Bemærk venligst betalingsdatoen.



 

Ny elev

I går bød vi velkommen til Kristine Andersen, som er ny elev i skolens 4. klasse. Det var hyggeligt at møde vores nye elev og hendes familie. Vi håber hun falder godt til på Gideonskolen.

 

Forårsfest:

Torsdag, den 29. marts 2007 kl. 18:00 - ca. 20 vil skolens elever opføre "Den grimme Ælling". Velkommen.



 

Kommunikation med P&T

Eleverne i 4. klasse besøgte en særudstilling, som P&T har lavet. Den handler om kommunikation før, nu og i fremtiden. Det blev et engageret besøg med mange aktiviteter. P&T har igen lavet en flot udstilling og givet vore elever en passende udfordring. Det varer ikke så længe, før andre elever også skal opleve dette.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER