NYHEDSBREV

Nr. 36 - 1. december 2006


Advent

På søndag er det første søndag i advent. Det er starten på det nye kirkeår. Advent kommer af latin: adventus, som betyder ankomme eller forvente. Vi forventer, at Jesus Kristus kommer. Han kom som frelser for længe siden i Betlehem. Det fejrer vi til jul. Han kommer igen som konge og Herre. Den forventning fylder os stadig. Adventskransen, kalenderlys, julekalender og meget andet skal holde vores forventning oppe. Han kommer snart!

På Gideonskolen har vi mange traditioner i julen. Nogle af dem er traditionelle danske juletraditioner med julens evangelium i centrum. Andre traditioner har vi selv udviklet. De ældre elever kender skolens traditioner. De nyere elever vil møde dem, efterhånden som julen nærmer sig. I torsdags tændte vi det første lys i vores advents dekoration. Det er festligt - vi glæder os til at gå ind i december sammen.



 

Tre indbydelser

I dag har alle skolens elever fået "tre indbydelser" med hjem til Jul på Gideonskolen. Den ene kan man beholde selv - de to andre et tænkt til andre i familien. Vi håber at se rigtig mange bedsteforældre, onkler og tanter og andre venner af skolen.

Vi minder om, at der ikke er P-pladser nok på skolen og beder forældre om at benytte villavejene bag skolen eller p-pladsen ved Huber. Man må ikke parkere på Strandesplanaden (P-forbud) og heller ikke midt i skolens indkørsel a.h.t. sikkerhed og brandadgang til skolen. Med dette in mente: varmt velkommen til en festlig optakt til at fejre Jesus Kristi fødsel.



 

Vi vandt

Det var en begejstret gruppe elever, som kom hjem i fredags fra indendørs fodboldstævne. Pulje 2 kom rigtig langt, men tabte i semifinalen. Pulje 1 kom helt igennem og vandt finalen. De kom hjem med en pokal. Tillykke med sejren.

Det var en god dag med mange sjove og dejlige oplevelser. Der er også erfaringer, som vi kan tage med i planlægningen af næste års stævne. Det glæder os allermest at høre, at vore elever fungerede godt og var glade og positive og spredte en god stemning omkring sig. Tillykke med det.



 

Computertræning

I denne uge har elever i 3. klasse haft nogle timers intensiv computertræning. De har tidligere været i gang, og nu fortsætter de med nye oplevelser sammen med Lars Schultz. Der er ingen berøringsangst hos denne aldersgruppe. De "rører" gerne ved "hvad-som-helst", og er meget motiverede. Det følges op i næste uge, og vi arbejder også med mulighed for opfriskningskurser til skolens øvrige grupper.



 

Intensiv træning

I denne uge har vi trænet til "Jul på Gideonskolen" et par dage. I næste uge bliver det mere intensivt. Alt skal på plads, så det er klart til næste uge. Eleverne skal huske træningstøj og de får nærmere besked om påklædning til festdagen på næste fredag.

 


Velkommen til

Jul på

Gideonskolen

fredag, den 8. december 2006

kl. 15 - 18.

 

Vi glæder os til at se alle skolens familier til en festeftermiddag på skolen. Bedsteforældre, onkler, tanter og andre familiemedlemmer er også varmt velkomne. Skolens elever vil synge, spille og danse. Vi vil give en festlig optakt til julen.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER