NYHEDSBREV

Nr. 32 - 3. november 2006


 

Forældrekonsultation

I næste uge afholder vi den første forældrekonsultation i dette skoleår. Indbydelserne blev sendt med eleverne hjem i onsdags, og i går og i dag har vi modtaget forældrenes ønsker om tid. I løbet af weekenden bliver tidsplanen gjort klar. Den lægges på skolens hjemmeside, så man kan se den dér. Den sendes også hjem på mandag sammen med undervisningsrapporten.

Undervisningsrapporterne klargøres ligeledes i løbet af weekenden. De frigives på Gideonweb i løbet af weekenden. Forældre, som har kode til deres barns oplysninger, kan se den dér. På mandag, den 6. november 2006, hjemsendes de trykte kopier af undervisningsrapporten. Forældrene skal underskrive den ene og sende den med i skole eller tage den med til konsultationen.

Vi glæder os til at mødes med alle forældre og elever i løbet af tirsdagen og onsdagen i næste uge. Velkommen!



 

Terminsprøver

I denne uge har eleverne i 8. og 9. klasse haft terminsprøver. Prøverne har været tilpasset den undervisning eleverne har haft indtil nu. Det er nyttigt for vore elever at arbejde under de samme vilkår som de afsluttende prøver.



 

Tycho Brahes verden

Nationalmuseet har i øjeblikket en særudstilling om "Tycho Brahes verden". En del af vore elever fik anledning til at se og opleve den i tirsdags. Eleverne i det store lærecenter var på privilegietur, og den gik netop til denne udstilling. Guiderne gjorde et flot job og vore elever fik en fin oplevelse.



 

Vintervejr

I onsdags, den 1. november 2006, fik vi en forsmag på vinteren. Det var pludselig rigtig koldt, og vi så den første sne. Vi vidste jo godt, at vejret ville ændre sig. Det var forudsagt af meteorologerne, så vi varslede også dette for eleverne. Det var dog ikke alle, som havde fundet vintertøjet frem, og for nogle blev det en lidt kold oplevelse. Det er vigtigt at tænke på vejret, når man skal i skole. Rigtigt tøj - også fodtøj - er en nødvendighed. Husk også indesko, så fødderne har det godt og lunt indendøre.



 

Reflekser

Hvert år modtaget vi gratis reflekser. I år er det et cykelhjul i miniudgave. Det minder os om den mørke tid som ligger foran os. Det er vigtigt at blive set i mørket. Vi beder forældre og elever om at være opmærksomme både på dette og på andre ting i forbindelse med årstiden.



 

Vindere

Det blev ikke Gideonskolen, som vandt landskonkurrencen om ABC (Alle Børn Cykler). Men vi var med, og det var det vigtigste. På skolen internt blev det børnehaveklassen, som vandt, og lige efter den kom B2 (2. klasse). Alle klasser har modtaget diplomer fra ABC for deres deltagelse. Tillykke til jer alle sammen.

En del af vore elever deltog i en opfinderdag, som var arrangeret af Danske Bank og Eksperimentariet. Eleverne har efterfølgende tegnet en opfindelse, som er sendt til arrangørerne. En af vinderne i den forbindelse blev Johannes Schultz. Tillykke med det.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER