NYHEDSBREV

Nr. 31 - 27. oktober 2006



 

Hjem fra Lejrskole

Et tilbageblik på lejrskolen på Lyngsbo giver dejlige minder. Vejret var fantastisk. Lejren kunne rumme os alle. Den var velfungerende, oplevelser og undervisning var spændende, og fællesskabet var godt. Vi har lagt flere hundrede billeder på skolens hjemmeside, som forældre har kunnet se den sidste uge. Der er også en video fra lejren på ca. 40 minutter, som kan ses ved at trykke her.

Blandt de mange oplevelser, som en del elever fik, kan nævnes besøget i Jelling, Fredericia volde, Observatoriet Orion og Madsbyparken. Lejrskolens bibeltema var Paulus liv. Transporten gik fint, både med bus og tog. Tak til de forældre, som gjorde en særlig indsats for os i den forbindelse og i øvrigt tak til alle for en fornem indsats.



 

Førstehjælpskursus

Eleverne i 3. klasse (B3) fik en særlig oplevelse i tirsdags. Skolens sundhedsplejerske arrangerede førstehjælpskursus. Eleverne fik mange nyttige informationer og oplevelser både om sårpleje og tilkaldelse af hjælp. Der er helt sikkert stof til samtale i familierne. Se også billederne på nettet.



 

Bonusbutik

I går havde vi den første bonusbutik i dette skoleår. Den gule forhal bugnede af varer, som kunne købes for elevernes bonus. Siden sommerferien har skolens elever fået bonus - en slags "lommepenge" - på grund af deres gode og ansvarlige indsats på skolen i hverdagen. I går var anledningen der så til at omsætte denne bonus til nyttige, spændende, sjove, søde eller andre ting og sager, som de kan bruge på skolen eller derhjemme. Det er altid en fest at have bonusbutik.



 

ZOO endnu engang

Elever i B2 (2. klasse) besøgte i går Zoologisk Have. Besøget har været planlagt i nogen tid, og selv om vejret var blæsende, så havde de en god oplevelse. Eleverne havde aftale med skolestuen om emnet: "Dyr og planter i regnskoven". Som altid er det inspirerende og lærerigt med en tur i Zoo.



 

Spil-Dansk-Dagen

Sammen med 120.000 andre elever i Danmark deltog vi i går i den nationale "Spil Dansk Dag". Vore elever sang med på nogle af de planlagte sange. Det var sjovt og festligt at være med i et stort projekt. Vi deltog via Internet i det store projekt.



 

Undervisningsrapport

Mandag, den 6. november sendes skoleårets første undervisningsrapport med eleverne hjem. Det er en redegørelse for elevens udbytte af undervisningen efter den første periode af skoleåret. Rapporterne findes også tilgængelige på Gideonweb. Det kræver adgangskode. De fleste af skolens forældre har allerede fået deres personlige kode, som giver adgang til oplysninger om ens egne børn. Forældre, som mangler koden, kan få det ved henvendelse til Webmaster.

 

Forældrekonsultationer

Tirsdag og onsdag, den 7. og 8. november, er der konsultationer. Forældrene kommer sammen med deres børn og har konsultation med elevens lærere. Som sædvanlig kan man reservere tid. Der sendes besked hjem om dette i næste uge. Elever fra 3. og opefter kan vælge tirsdag eller onsdag. Alle andre elever kan kun vælge tid om tirsdagen. Velkommen til konsultation.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER