NYHEDSBREV

Nr. 29 - 10. oktober 2005




 

Sommer i oktober

Trætte, men fyldt med gode oplevelser kom skolens elever tilbage fra lejrskole i fredags. Bortset fra en mindre forsinkelse med toget, forløb alt planmæssigt.

Det var en særdeles god lejr. Vejret var fantastisk - som sommerdage i oktober. Vi oplevede ikke en dråbe regn, og bortset fra duggen i græsset om morgenen var der ingen elever, som blev våde.

Det planlagte program kunne gennemføres uden ændringer. Eleverne oplevede en stadig vekselvirkning mellem fastlagte og frie aktiviteter. De mange workshops gav eleverne udfoldelse på en spændende måde. Træværkstedet, det kreative værksted, legeværkstedet, idrætsværkstedet og meget andet vekslede med biologi, geografi, seksualundervisning og de fælles samlinger. Besøgene ud af huset til Gilleleje Museum og Frederiksborg Slot i Hillerød blev en god afveksling for en stor gruppe af eleverne.



 

Den 27. oktober er Gideonskolen tilmeldt "Spil Dansk Dagen 2005". Alle skoler i Danmark er opfordret til at medvirke denne dag. Vi valgte derfor at øve en sang hver dag på lejren, så vi kan være med i det nationale initiativ.

Vores bibelsamlinger handlede om Peters liv. Han er en spændende og farverig person, som mange kan identificere sig med. Multimedie og drama blev bundet sammen af skolens medarbejdere. Eleverne glemmer ikke så let de mange beretninger.

Fællesskabet mellem eleverne var rigtig godt. Lejren er en enestående anledning til at knytte venskaber og skabe nye kontakter. Det synes vi, at vore elever var rigtig gode til. Vi ser tilbage på en dejlig uge med nogle rigtig dejlige elever. Tak for det. Der er videoklip på skolens hjemmeside, ligesom man kan se rigtig mange billeder fra lejren.



 

Motion på fredag

På fredag har vi planlagt forskellige motionsinitiativer i lighed med sidste år. Der er almindelig skoledag til frokost. Derefter går/løber vi i samlet flok ned til Strandesplanaden. Her har vi arrangeret forskellige "kropsøvelser" for at udfordre vore elever til at motionere. Sidste år havde vi et par festlige timer - og det forventer vi også i år.



 

Bonusbutik

På torsdag, den 13. oktober 2005 har vi årets første bonusbutik. Det er en anledning for vore elever til at omsætte deres "bonus" til konkrete ting. Vi belønner vore elever for deres ansvarlighed, pligtfølelse og omhyggelighed. Derfor kan alle være med. Siden skoleårets start har alle tjent bonus på mange måder. Nu kan der "købes" praktiske og nyttige ting til skolen eller fritiden. Bonusbutikken afvikles om formiddagen.



 

100.000

Mens vi har været på lejrskole har tælleren på skolens hjemmeside rundet 100.000. Det er rigtig mange besøg. Først og fremmest besøges den af skolens forældre og elever. Det er også primært dem hjemmesiden er lavet til. Vi ønsker en dynamisk hjemmeside, hvor billeder, videoklip, nyhedsbreve og meget andet kommunikeres til familierne for at afspejle skolens liv.

Hjemmesiden besøges også af mange andre interesserede, af pressen og myndigheder. Vi synes vores hjemmeside er spændende. Det er en god anledning til at sige varmt tak til Lars Schultz, som har det store arbejde med vedligeholdelse og udbygning af hjemmesiden.


Se video fra Hvidekildelejren, tryk HER

Se flere billeder fra ugen, tryk HER