NYHEDSBREV

Nr. 21 - 12. august 2005


Børnehaveklassens 13 nye elever
 

Velkommen i skole

Velkommen til det niende skoleår på Gideonskolen. Det var rigtig dejligt at kunne byde velkommen til elever og forældre efter en lang sommerferie. Vi starter med 137 elever på Gideonskolen. Børnehaveklassen har 13 nye elever, og ud over dem er der 11 andre nye elever på de øvrige klassetrin.

Dagen startede med en minigudstjeneste. Der var fuldt hus med de mange elever, forældre og gæster, som fulgte børnene i skole på den første skoledag.

Eleverne havde derefter god tid i klassen med deres klasselærer. De blev introduceret til det nye skema, de nye fag og lærere. Eleverne gjorde deres arbejdspladser klar, inden de fik en forfriskning og fik fri.

I dag har det så været en helt almindelig skoledag, hvor skemaet er fulgt. Det er rigtig dejligt at være i gang igen - endnu engang: Velkommen.


Rikke Blak-Kristiansen
 

Nye medarbejdere

Rikke Blak-Kristiansen er ny engelsklærer. Hun kommer til at arbejde med eleverne på 5. til 7. klassetrin.

Maria Christensen er ny idrætslærer. Hun er på skolen om onsdagene og hjælper til med undervisning af de store piger.

Paola Pinochet er ny medarbejder i SFO’en. Hun er startet i dag - og vi glæder os til det kommende samarbejde.

Vi byder vore nye medarbejdere varmt velkommen.

 

Praktiske oplysninger

Skolemælk: Elever, som nåede at bestille skolemælk inden ferien har fået mælk fra i dag. Hvis man ikke fik det gjort før ferien, kan det gøres nu. Skolen har girokort, som skal benyttes til betaling af mælk. Der skal betales senest den 19. august, og så får børnene mælk fra mandag, den 5. september. I mellemtiden kan man selv tage noget med at drikke, eller også kan vi sørge for frisk kildevand.

Fripladstilskud: Ansøgning om fripladstilskud skal afleveres på skolens snarest muligt og senest den 31. august 2005. Der er tale om tilskud til skolepenge.

Tilskud til SFO: På finansloven er der fra i år afsat forældretilskud til SFO. Det udbetales til forældre på samme vilkår som fripladstilskuddet. Ansøgningsskema udleveres til alle forældre, som har børn i SFO’en.

Befordring: I går fik en del elever udleveret et HT-skolekort. Vi mangler kort til nogle af de nye elever, men det kommer inden længe. Hvis der er elever, som ønsker kort, og som er berettiget til det, kan man henvende sig på skolen kontor og få et ansøgningsskema.



 

Det kan du gøre

Der er nogle praktiske ting, som alle elever kan gøre for at gøre hverdagen lettere.

Skriveredskaber: Sørg for blyanter, viskelæder, lineal og kuglepen. Det skal bruges hver dag. Husk også lommeregner, passer, vinkelmåler, på klassetrin, hvor det skal bruges.

Bibel: Har du en Bibel? Er det tid til fornyelse? På Gideonskolen bruges Bibelen hver dag. Vi har et godt tilbud til dig.

Indesko: Allerede nu er det vigtigt at have indesko med. Vi skifter sko, når vi går ind i skolens bygning. Sørg for, at du har dine indesko på plads.

Idræt

I næste uge starter idrætsundervisningen. Allerede på mandag skal elever i 5. klasse huske svømmetøj. De øvrige grupper kan se nærmere på skemaet, så de husker deres ting til den rigtige dag.



 

Se flere billeder fra skolestarten, tryk HER