NYHEDSBREV

Nr. 09 - 11. marts 2005


 


 

Samarbejde

Forældre-skole konsultationer er en af de tydeligste situationer for skole-hjem samarbejde. Vi satser meget på konsultationerne både i forarbejde og afvikling. Vi ønsker, at det skal være en hyggelig anledning til at mødes og at samtalerne er konstruktive og fremadrettede. Selv om der er mange konsultationer, er de fordelt på mange medarbejdere, og ventende elever får tilbud om forskellige aktiviteter.

Også denne gang er vi nået næsten hele vejen rundt. Der mangler kun et par forældre, så har alle været konsulteret. Vi har oplevet en meget varm og positiv dialog med en rigtig god udveksling af overvejelser og evalueringer. Vi glæder os til at omsætte aftalerne i handling, og beder fortsat skolens forældre om at være opmærksomme på udviklingen.



 

Naturligvis

"Naturligvis" satte sin spor ved besøget i fredags i sidste uge. Det var en fornøjelse at møde de studerende fra Københavns universitet. De forstod at fange elevernes opmærksomhed med deres mange forsøg, illustrationer og gode eksempler. Nu ved alle mere om: "Enzymer - kroppens små værktøjer" og "Vulkaner og jordskælv". Gideonskolen er medlem af "Naturligvis", og vi kan derfor få flere besøg med andre emner - og det vil vi bestemt satse på.



 

Vi vandt ikke

Ved konkurrencen i fredags i Københavns Amt deltog vi med store forventninger. Vi synes, at vi havde den bedste oplæser af H. C. Andersens eventyr, men det blev alligevel en anden af de 24 medvirkende skoler, som vandt. Tillykke til vinderen - og tak til vores elever for et flot engagement.



 

Revision

Skolens revisorer besøgte os i går for at gennemgå bilag og regnskab for 2004. De var rigtig godt tilfredse med præsentationen af regnskabet. Nu skal det sidste gennemgås og klargøres, så det endelige regnskab kan præsenteres for skolens bestyrelse i begyndelsen af april.



 

Netsikker nu!

I samarbejde med Ministeriet for Forskning og Udvikling havde vi i går besøg af en IT-konsulent, som gennemgik forhold omkring benyttelse af Internet og mobiltelefon mv.

Det var særdeles nyttigt og bragte mange vigtige oplysninger til både børn og voksne. Alle elever fra det store lærecenter deltog i informationen. De modtog en CD med en lang række informationer, som kan studeres hjemme. Nøgleordene er: Beskyt - Tjek - Bevar.



Test af elever

I denne uge har vi testet en del af vore elever med henblik på vurdering af behov for særlig støtte til dem i den kommende skoleår. Ansøgningerne skal gøres færdige i næste uge, og fremsendes inden 1. april til Undervisningsministeriet.



 

Gospel-forår

En del af vore elever er involveret i opsætning af flere danse til gospelmusik. Det skal bruges til skolens forårssamling, som finder sted torsdag, den 28. april 2005 kl. 18:30. Vi får også besøg fra Sydafrika ved den anledning og glæder os til at invitere skolens familier til fest.



 

Se flere billeder fra ugen, tryk HER