NYHEDSBREV

Nr. 06 - 11. februar 2005


 


 

Ministerielt besøg

I går havde vi som ventet besøg af tre af Undervisningsministeriets konsulenter. De to af dem har besøgt skolen flere gange, og derfor kender de til vores arbejde. Besøget varede til kl. 14, og der blev tid til at se nærmere på skolens undervisning; både i lærecenteret og i gruppesituationer. Derefter var der samtaler med skolens ledelse og lærere.

Det var et positivt besøg, som gav en god feedback til den udvikling vi har i gang omkring skolens undervisningsmateriale. Vi modtog konsulenternes gode råd og anbefalinger. Der blev sagt mange rosende ord om vore elever og deres engagement og frimodighed.

Vore gæster deltog også i skolens andagt. Blandt de forskellige indslag fremførte elever fra 8. klasse en festlig udgave af "Den grimme ælling".



 

Gæster fra Tyskland

Vi har også haft et tredages besøg fra Tyskland. Vore gæster kom for at se nærmere på vores skole og blive inspireret af undervisningsformen. De er ansvarlige for mere end 600 tyske børn, som med deres forældre er udstationeret i ca. 140 lande. Det var positivt at møde dem, og de indgik i skolens undervisning som gæstelærere i tysk.



 

En usædvanlig "gæst"

I tirsdags blev skolens elever introduceret til en ny dukke i forbindelse med gudstjenesterne. Elsebeth Thomsen optrådte på slap line med M’fang, som er et æsel fra Afrika. Han er taget med tilbage fra konferencen i England, og "hjalp til" med at gøre gudstjenesten festlig.

Temaet var i øvrigt "De ti brudejomfruer" og handlede om at være vågen og være parate. Eleverne medvirkede og gjorde samlingen rigtig festlig.



 

Multi-kreativitet

En del af vore elever med privilegie har mange valgmuligheder om fredagen. Engang imellem er vi ude af huset, men de øvrige fredage er vi hjemme. Så kan man vælge mellem skolekøkken, bordtennis, computer eller kreative aktiviteter. Det er en sjov og festlig dag med mange forskellige oplevelser.



 

Førstehjælp

På tirsdag i næste uge skal vore elever i 3. klasse have et førstehjælpskursus. Skolens sundhedsplejerske har lovet at tage sig af det. Vi har ikke tidligere forsøgt med det på den måde, men tror at det kan blive både udfordrende og lærerigt.



 

Efter fyraftensmøde

På torsdag, den 17. februar 2005 kl. 16:30, har vi igen inviteret til et "efter fyraftensmøde" på Gideonskolen. Vi har mange forældre, som har henvendt sig for at få deres børn ind på Gideonskolen. Disse forældre inviteres til at se skolen og høre nærmere om skolens pædagogik og kristne profilering.



 

Midtvejsmøde

Så er det på onsdag, den 16. februar 2005 kl. 19:00, at vi mødes til Midtvejsmøde. Eleverne har i dag fået en invitation med hjem, som vi beder forældrene om at udfylde og returnere på mandag eller tirsdag, så vi kan tilrettelægge de praktiske forhold til vores møde. Vi mødes for at opdatere skolens forældre om generelle forhold både økonomisk og undervisningsmæssigt. Velkommen!


Vinterferie

Vi holder vinterferie fra lørdag den 19. februar til søndag den 27. februar 2005. NB: Der er ingen SFO i vinterferien.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER