NYHEDSBREV

Nr. 26 - 3. september 2004


Alle Børn Cykler

Alle elever på Gideonskolen er tilmeldt ABC - Alle Børn Cykler. Det er en kampagne, som Trafikministeriet har iværksat for at få skolebørn til at motionere mere. Det er samtidig en dyst for alle skoleklasser i hele landet. Det går ud på at cykle til skole så mange dage, som man kan i to uger. Der er hjemsendt besked med alle børn i går, og vi skal modtage en tilmelding fra de elever, som ønsker at være med.



 

Hjemme igen

Else Lange og Ib og Ingelise Johansen ankom fra Sydafrika direkte til Gideonskolen i mandags. Flaget var oppe, og skolens elever var klar til at sige "goddag - og velkommen hjem". Det var rigtig dejligt at se dem alle sammen igen. Det blev også til en lille spontan fællessamling med nogle hurtige glimt fra Sydafrika.



Billedet er taget af Else Lange i Sydafrika. Se flere, tryk HER


Særlige arrangementer i Zoo

I dag har elever fra B3 (3. klasse) været i Zoologisk Have. Vi har aftalt besøg på biologisk værksted. Det er altid en spændende oplevelse at komme så tæt på dyrene og få informationer om dyrenes levevis fra eksperter.

På tirsdag har vi et arrangement for 2. og 4. klasse. Det er en arbejdsdag i Zoo. Eleverne skal være i zoologisk have allerede kl. 07.15. Emnet er arbejde med husdyr. Man skal klædes på til anledningen, og vil sikkert dufte af landbrug, nå man kommer hjem igen.

Vi har aftalt to andre arrangementer i Zoo. Det ene er et besøg på biologisk værksted og det andet er endnu en "arbejdsdag" i Zoologisk Have. På den måde vil en hel del elever få lejlighed til at komme bag kulisserne i Zoo.
 

Tilmelding til forældremøde

Tirsdag, den 7. september 2004 kl. 19 - 21 afholdes det første forældremøde i dette skoleår. Mødet er dels en information om skolens aktuelle arbejdssituation, dels en præsentation af arbejdet i den enkelte elevgruppe.

Vi glæder os til at se alle forældre, og beder venligst om, at tilmelding finder sted senest på mandag, den 6. september. Der er hjemsendt nærmere besked med tilmeldingstalon. Velkommen!



 

Lys i lampen

Eleverne i C1 (5.klasse) fik lys i lampen i går. Det er skolens nye fysikhold, som er startet på elektricitetslære. Det er en utrolig spændende udfordring at få lov at arbejde med installation af lys i et "legehus". Der skal arbejdes med hammer og bidetang, loddekolbe og strøm. Jo, det skal nok blive godt.



 

Fuld fart på

Skolegården summer af aktivitet i frikvartererne. Der leges overalt. Nogle lege har vi fundet på, men rigtig mange er elevernes egne kreative idéer. Det er godt med motion og udfordringer for krop og muskler.

Vejret har heldigvis været rimeligt, så de fleste frikvarterer gennemføres udendørs. Det er nok en god idé at lytte til vejrudsigten efterhånden som vi kommer ind i efteråret.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER