NYHEDSBREV

Nr. 24 - 15. august 2003



Hele ugen

Nu har vi så prøvet skemaet i en hel uge. Eleverne har været igennem de forskellige ugedage, og der er rigtig mange spændende udfordringer og oplevelser til dem.

Blandt de nye initiativer er samfundsfag fra 6. klasse og fysik/natur-teknik fra 5. klasse. Det betyder at vi starter lidt tidligere end man almindeligvis gør med en række fagområder. Det vil vi gerne.

Vi regner med, at forældre til de involverede elever har fået nogle tilbagemeldinger, så der er givet små rapporter hjemme om fagene.

Det betyder også, at tiden i lærecenteret er reduceret lidt. Derfor skal der arbejdes med større opmærksomhed og engagement for at nå den del af skolens pensum også.

Vi oplever at vi har fået en "flyvende" start, og at de forskellige grupper er kommet rigtig godt i gang.



 

Hjemmearbejde

Vore elever behøver ikke at have hjemmearbejde hver dag, men lidt her og der kan ikke undgås. Når en elev har hjemmearbejde, har eleven udfyldt en seddel, så det er tydeligt, hvad der er hjemmearbejde i. Forældrene skal underskrive denne seddel, når hjemmearbejdet er udført og forældrene har set, at det er klaret. Tak, fordi I vil hjælpe os også med dette, kære forældre!


 

Tillykke til Billesborg

Billesborgskolen ligger i Herfølge og er en anden af de danske skoler, som bruger ACE-materialet. Billesborgskolen fejrer 10-års jubilæum på lørdag.

10 år er stadig en ung alder, men det er afgjort værd at fejre. Vi vil være repræsenteret på festdagen og ønsker vore venner rigtig hjertelig tillykke med den runde dag.



 

Intranet

Foruden skolens Internetpræsentation, kan man også fra sin hjemme- PC følge med på skolens Intranet. Her vil der ugen igennem være informationer og billeder om dagens begivenheder. Det vil give et frisk pust af aktualitet, som mange sikkert vil synes om.

Intranet siden findes ved at åbne vores sædvanlige Internet-side. Klikker man på ordet "GIDEONSKOLEN" oven over logo'et i det blå menufelt, så åbner man skolens Intranet. Velkommen til at følge med.

 

Fripladstilskud

På fredag, den 22. august er det sidste frist for aflevering af ansøgning om andel i friplads tilskud. Husk at medsende kopi af forældrenes Årsopgørelse 2002 fra skattevæsenet. Hvis vi ikke modtager denne kopi, kan vi desværre ikke videresende ansøgningen til fripladsudvalget.

 

Forældrekursus

Lørdag, den 23. august er alle nye forældre inviteret til forældrekursus. Kurset starter kl. 9:00 med morgenkaffe og varer til ca. kl. 14. Der hjemsendes særlig invitation til dette i næste uge.

Hjertelig velkommen!