NYHEDSBREV

Nr. 21 - 13. juni 2003


Tid til en pause

Om en uge har skolens elever sommerferie. Det betyder en pause i arbejdet for både elever og medarbejdere. Det er en god ting, som alle ser frem til med forventning og glæde.

En pause er også en tid til eftertanke og til at forberede noget nyt. Det vil vi gøre som medarbejdere. Vi er i fuld gang med at planlægge næste skoleår, og vi arbejder på at inspirere og motivere skolens elever, så slutspurten bliver en god start til det nye skoleår.

Der skal også oplagres energi til et nyt fremstød sammen med vore eleverne.

Inden skolen for alvor går på sommerferie er der en kursusuge. Den finder sted i den første uge i sommerferien. Vi får gæster fra ind- og udland, som skal være sammen på Gideonskolen for at dygtiggøres til undervisning på en ACE-skole.

I samme uge vil skolens egne medarbejdere klargøre lokaler og materialer til skolestarten i augst - jo, det bliver da helt godt med en lille pause.



 

Personalia

På personaleområdet er der også forandringer. Sådan er det næsten altid ved et skoleårs afslutning.

Claus Nilsson starter på en ny opgave efter ferien og slutter derfor på Gideonskolen. Vi har fået lov til at have Claus Nilsson med os i nogle meget betydningsfulde år, og det bliver et stort savn for mange. Vi har stor respekt for familiens beslutning, og ønsker Guds velsignelse over dem alle sammen.

Cynthia Bishop og Gillian Smook rejser tilbage til Sydafrika og fortsætter deres tjeneste på skoler dér. Deanna Fletcher skal videre med sin uddannelse. Også til dem skal der lyde en varm tak og et stærkt ønske om Guds velsignelse i deres fortsatte opgaver og uddannelse.



 

Undervisningsrapport

Årets sidste undervisningsrapport sendes med eleverne hjem på mandag. Det er en afsluttende beskrivelse af elevernes faglige og personlige udvikling.

Der sendes to rapporter med hjem. Den ene kan beholdes, men den anden skal underskrives og sendes tilbage inden sommerferien.

Skulle der være brug for at drøfte indholdet i rapporten, er forældre meget velkommen til at kontakte skolen, så vi kan finde et passende tidspunkt til en konsultation.

 

25,- kr

Skolens bestyrelse besluttede på sit sidste møde at lade skolepenge og SFO betaling stige med 25,- om måneden per elev. Det er en moderat stigning, som har til hensigt at skolepengene følger pristallet. Vi tror ikke, at det vil få væsentlig betydning for nogle familier.



 

Velkommen til fest

Torsdag, den 19. juni 2003 kl. 15:30 - ca. 18.

Traditionen tro afholder Gideonskolen sin årlige afslutningsfest for alle skolens elever og den nærmeste familie.

Vi uddeler årets mange diplomer for elevernes arbejde og indsats på andre måder. Eleverne medvirker med sang og musik.

Der er i dag sendt invitation med hjem. Af hensyn til arrangementet vil vi bede om tilmelding, så vi kan planlægge.
 


 

Besøg

Vi har i dag haft besøg af Jeff Hammond fra Indonesien, som har fortalt om sit hjælpearbejde.

(Har du en ADSL forbindelse kan du se eller gense videoen: Dansk Europamission i Indonesien - Opbygning af kristnes nedbrændte huse. Klik HER.)

 

 

 

Endnu en arbejdsdag

Lørdag, den 21. juni 2003 - dagen efter den sidste skoledag har vi brug for hjælp til at ordne elevernes arbejdspladser. Har du tid og mulighed for det, vil din indsats være meget kærkommen.

Vi gør klar til en kursusuge og til det nye skoleår.