NYHEDSBREV

Nr. 09 - 14. marts 2003


Forår og varme

De sidste par dage har vi oplevet et dejligt solskinsvejr på Gideonskolen. Det giver både nogle dejlige farver inde og ude, og der er en anden aktivitet mellem eleverne.

Det betyder også, at frosten går af jorden, og så bliver det blødt og mudret. Vi har planer for beplantning af skolen, og så snart vi kan være sikre på, at frosten ikke kommer igen, vil vi starte projektet. Vi har brug for forældre, som har tid og lyst til at tage fat på den opgave. Det betyder ikke noget, om man har forstand på det, for der er også forældre, som er uddannet på området, og dem vil vi gerne udfordre på en særlig måde.

Vi oplever stadig frost om natten, så vore elever skal tænke sig godt om, når de vælger overtøj til dagene. De har meget lyst til at smide overtøjet, men så varmt er det ikke endnu.



 

I svømmehallen

Både i dag og sidste fredag gik privilegieturen til svømmehallen. Rigtig mange elever var med på tur, og det var en festlig oplevelse at være sammen med dem. Der er hver fredag mange elever, som har mulighed for at tage med, men det er ikke hver fredag, at vi kan arrangere det som en tur ud af huset. Det har vore elever heldigvis stor forståelse for.



 

Forældrekonsultationer

Det blev - som sædvanlig nogle meget intensive dage på Gideonskolen i tirsdags og onsdags. Næsten alle elever og forældre kom igennem deres konsultationer. Der var en summen af liv i forhallen og i de forskellige aktivitetsrum, så ventende elever og forældre var engageret på en god måde. De tider, vi havde givet holdt heldigvis godt.

Tak til alle forældre for et godt fremmøde og for nogle meget gode og konstruktive samtaler. Det var rigtig dejligt at få de mange tilbagemeldinger med genindskrivning af eleverne til næste skoleår.

Vi har nogle få forældre/elever, som mangler deres konsultation. Dem vil vi prøve at nå i løbet af den næste uge.

 

Genindskrivning

Vi minder om, at sedler vedr. genindskrivning af elever skal afleveres på skolen snarest muligt. Vi har brug for et samlet billede af næste skoleår, inden vi kan vurdere, om der er plads til at tage nye elever ind på skolen.

Har man mistet sedlen, kan en ny hentes på kontoret.

 

Skoleledermøde

I går havde vi besøg fra 10 af de andre kristne friskoler. Deres leder var samlet til det ordinære halvårsmøde, som denne gang blev lagt på Gideonskolen. Det var en stor glæde at være værter for vore venner på de andre skoler. Vi havde en meget fin dag. Skolen fremtrådte i sin smukkeste iklædning og vore gæster udtrykte stor glæde og begejstring for det de så og oplevede.

 

Kalenderen

4. - 5. april: ACE-konferencen på Gideonskolen med besøg fra Sydafrika.

10. april kl. 18:30 - Påskegudstjeneste, hvor Graham Yoko taler. Mere om dette senere.